Når du føler dig forkert i dit voksne barns øjne

• 

Om kærlighed, dårlig samvittighed og retten til at have dine egne grænser som mor.

“Du skulle have sagt det på en anden måde.”

“Hvorfor gjorde du ikke bare sådan?”

“Du forstår mig jo aldrig.”

Måske kender du følelsen. Du har forsøgt at hjælpe, lyttet og tænkt dig om. Alligevel ender samtalen med, at du føler, du igen har gjort noget forkert.

Når kritikken kommer fra dit voksne barn, kan den ramme et særligt sårbart sted. For det handler ikke kun om en praktisk beslutning eller en uheldig formulering. Det kan ramme din oplevelse af dig selv som mor.

Har jeg svigtet?

Burde jeg have forstået mere?

Gør jeg stadig ikke nok?

Når du hele tiden prøver at gøre det rigtigt

Hvis dit barn har haft særlige udfordringer gennem livet, har du måske brugt mange år på at forstå, støtte og tilpasse dig. Du har forklaret dit barns behov for andre, bekymret dig om fremtiden og forsøgt at skabe de bedste betingelser.

Den omsorg forsvinder ikke, fordi dit barn bliver voksent.

Men måske oplever du, at der sjældent findes en måde at hjælpe på, som føles rigtig for jer begge. Spørger du, spørger du for meget. Holder du dig tilbage, viser du for lidt interesse. Giver du et råd, blander du dig. Lytter du uden at foreslå noget, hjælper du ikke.

Du kan begynde at forberede selv små samtaler. Vælge ordene omhyggeligt, forklare dine hensigter på forhånd og gennemgå samtalen bagefter.

Efterhånden fylder spørgsmålet “Hvordan undgår jeg at gøre noget forkert?” måske mere end “Hvad tænker og føler jeg selv?”

En diagnose fortæller ikke hele historien

Hvis dit voksne barn har autisme eller en anden diagnose, kan det være relevant for jeres måde at kommunikere på. Ved autisme kan der eksempelvis være forskelle i, hvordan man bruger og forstår sprog, og nogle kommunikerer mere direkte. Misforståelser kan opstå begge veje. (autism.org.uk⁠)

Men man kan ikke ud fra en diagnose vide, hvorfor et menneske kritiserer, eller hvordan vedkommende indgår i nære relationer. Jeres historie, forventninger og aktuelle situation har også betydning.

Dit barns frustration kan være reel. Din oplevelse af at blive såret kan også være reel. Begge dele fortjener plads i samtalen.

At lytte uden at overtage hele skylden

Voksne børn skal kunne fortælle om det, der har været svært i deres opvækst og stadig er svært i relationen. Som mor kan det være nødvendigt at lytte, tage ansvar for konkrete fejl og give en undskyldning.

Samtidig er der forskel på at tage ansvar for noget, du har gjort, og at komme til at opleve hele dig selv som forkert.

Du kan anerkende, at dit barn blev skuffet, uden at være enig i enhver fortolkning af dine hensigter. Du kan fortryde noget fra fortiden og samtidig huske, hvilke muligheder og hvilken viden du havde dengang.

En samtale kan rumme begge perspektiver:

“Jeg kan høre, at du følte dig alene dengang. Det er jeg ked af. Jeg vil gerne forstå mere af, hvad du havde brug for.”

Og samtidig:

“Jeg oplevede situationen anderledes. Jeg håber, der også kan være plads til, at jeg fortæller om det.”

Du må gerne sætte en grænse

Det kan være svært at sætte grænser over for et barn, man ved har det svært. Måske frygter du at blive opfattet som afvisende eller at miste kontakten.

En grænse kan imidlertid være en konkret besked om, hvad du kan deltage i, og hvad du har brug for, hvis samtalen skal fortsætte.

Du kan eksempelvis sige:

“Jeg vil gerne høre, hvad du ønsker anderledes. Jeg har brug for, at vi taler om den konkrete situation uden at sige, at jeg altid gør alting forkert.”

“Vil du helst have, at jeg lytter, eller ønsker du hjælp til at finde en løsning?”

“Jeg kan mærke, at jeg bliver overvældet nu. Jeg har brug for en pause. Jeg vil gerne tale videre i morgen.”

Du kan gøre dine ord tydelige og omsorgsfulde. Du kan ikke sikre, at dit barn altid bliver tilfreds med dem.

Find tilbage til din egen vurdering

Hvis du ofte går fra kontakten med en følelse af utilstrækkelighed, kan du prøve at standse op, før du begynder at rette på dig selv.

Hvad skete der konkret? Er der noget, du ønsker at gøre anderledes? Hvad var dit ansvar, og hvad havde du ikke indflydelse på? Fik du selv mulighed for at blive hørt?

Det kan også være hjælpsomt at tale med nogen uden for relationen, som kan lytte til din oplevelse og hjælpe dig med at undersøge den.

Du behøver ikke finde frem til, hvem af jer der har ret i alt. Måske er det første skridt at opdage, at dit eget perspektiv er blevet meget stille.

Du er mor, og du er også et menneske med behov, begrænsninger og følelser. Der må være plads til begge dele i relationen til dit voksne barn.

Du kan elske dit barn højt og stadig sige: “Det her gør mig ked af det.”

Du kan ønske nærhed og samtidig have brug for afstand indimellem.

Og du kan tage dit barns oplevelse alvorligt, mens du holder fast i, at du også selv skal mødes med respekt.