Af cand.pæd.pæd.psyk. Dorte Brodka
(Udgivet i tidsskriftet Socialpædagogen februar 2017)
Forældrekompetenceundersøgelser tillægges betydelig vægt i sager om tvangsfjernelse, men der er intet lovkrav, som sikrer kvaliteten af disse, og kommunen kan tvangsfjerne alene på begrundet formodning. (1) Det stiller store krav til den etiske praksis.
Hvornår er du god nok som forælder? De fleste vil sikkert mene at helbred, intelligens og forældres fysiske- og mentale form er af afgørende betydning for barnet. Men i børnesager medregnes også andre parametre, som beror på et skøn: Hvor speciel må du være? Hvor specielt må du leve? Hvor vildt må du have skejet ud i din fortid? Hvor svær/afvigende må din opvækst have været, før det antages at påvirke din forældreevne?
Det ikke bare i familier med vold, kronisk psykisk sygdom eller svært misbrug der tvangsfjernes børn. Det sker også i almindelige familier f.eks. efter trafikulykker, hvis et barn pludselig mistrives, eller en forælder rammes af alvorlig depression. Og det sker, at forældre, som frivilligt har anbragt deres barn, for at skåne det for en familiekrise, ikke kan få det hjem igen, fordi de pludselig vurderes som uegnede til at være forældre.
Kriminelle får ren straffeattest efter 5-10 år, og er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Men ved vurdering af børnesager tæller alt med, lige fra du gik med sut: Svær opvækst, svær skolegang, tidligere misbrug eller kriminalitet, tidligere psykiatriske diagnoser, selvom du for længst er erklæret rask og der er enighed om at diagnoser kun er et øjebliksbillede (2). Selv fejlagtige oplysninger, som du insisterer på at få slettet, sletter kommunen ikke. Du kan få din indsigelse noteret. Problemet er bare, at de fejlagtige oplysninger også bliver stående.
Der er ingen tvivl om at anbringelse i nogle sager, er det bedste for barnet. Men det er også et overgreb, der i sig selv påfører barnet et traume, som skal lægges til barnets øvrige problemer. Ny forskning konkluderer at anbragte børn ”er mindre gunstigt stillede end deres jævnaldrende i almindelighed, når det kommer til børn og unges dannelse eller omverdensforståelse” samt at ”mange anbragte børn og unge befinder sig i et lukket univers på anbringelsesstedet uden udfoldede muligheder for at etablere omverdensrelationer til jævnaldrende, der lever et ’normalt’ liv” (3). Fjernelse fra hjemmet anses af WHO for så alvorlig en sundhedsrisiko, at fænomenet har sin egen diagnosekode, (ICD 10, Z61.1) (4), hvorfor en psykologfaglig vurdering af den samlede belastning af barnet ved en anbringelse burde være obligatorisk.
Danske socialrådgivere har gennemsnitligt 35-40 børnesager (6), det vil sige 30-35 effektive arbejdstimer om året til hver sag, og der er stor forskel på hvordan kommunerne opfatter alvorsgraden af og håndterer børnesager med identiske problemstillinger (5). Derfor bekymrer ”gråzone-sagerne”, hvor man fjerner på baggrund af indicier frem for konstaterbare forhold, f.eks. med en forældrekompetenceundersøgelse som ”bevis” på at det er berettiget. Konklusionen på en forældrekompetenceundersøgelse er nemlig ikke et bevis, men en fortolkning, hvor andre psykologer kan komme frem til et andet resultat. Dertil kommer, at der hverken er krav om at den undersøgende psykolog skal være uafhængig af kommunen eller følge Socialministeriets vejledning (7), som understreger, at man ikke bør overlade forældrekompetenceundersøgelsen til en enkelt psykolog, som det ofte er tilfældet i dag. I en undersøgelse fra 2012 (8) konkluderer Ankestyrelsens børnesagkyndige, på baggrund af 10 sager, at de 7 forældrekompetenceundersøgelser i høj grad afdækker forældrenes forældreevner, mens de sidste 3 kun i ringe grad er sammenhængende og valide. 10 sager et meget spinkelt grundlag at konkludere på. Men i betragtning af den gennemgribende karakter i sager om tvangsfjernelse er en usikkerhed på 30% ikke et godt resultat.
Bevisførelse baseret på et skøn er fyldt med dilemmaer, som i disse sager håndteres af kommunale sagsbehandlere, der er underlagt pres fra alle sider. En velovervejet lovgivning på området, med en ”tjekliste”, som det var obligatorisk for kommunerne at følge, kunne derfor både lette sagsgangen, mindske antallet af konflikter imellem sagsbehandlere og forældre - og ikke mindst reducere den usikkerhed, der fortsat kan være om forældreevnen - på trods af diverse undersøgelser – fordi det diskuteres om disse har været gode nok.
Et andet spørgsmål er, hvordan kommunens indgriben påvirker familien undervejs. Forskning viser, at arbejdet med at få forældrene til at forstå deres barn og give dem selvtillid som far og mor er centralt (11). Hård kritik kan få usikre forældre til at præstere dårligere, og en børnefaglig undersøgelse kan opleves som særdeles psykisk belastende. Hvordan italesættes kommunens forståelse af forældrene? Hvordan beskrives forældrenes andel i problemerne i sagsakterne? Fokuseres der ved ny sagsfremstilling stadig på det oprindelige anbringelsesgrundlag - skrevet i nutid - således at forældre som har udviklet sig undervejs, fortsat italesættes som uegnede forældre, eller fokuserer man på, hvordan de klarer sig nu? Uanset hvor dygtige børnesagkyndige og dommere der er på sagen, så er de, lige som alle andre mennesker påvirkelige, og kan kun vurdere den ud fra sagsfremstillingen.
For at få en retvisende sagsfremstilling er det nødvendigt at ”se bag om sagen”:
Er journalføringen objektiv eller formuleres problemstillingen som omsorgssvigt inden det reelt er konstateret, f.eks. fordi der på baggrund af §49a udvekslinger (9) er opstået en negativ forforståelse af forældrene? Medtages positive udtalelser lige så vel som negative? Undersøges flere perspektiver? Nyere forskning viser, at mistrivsel hos børn også kan skyldes for store institutioner (10). Undersøges evt. underretninger og udtalelser til bunds, om der er hold i dem og de er objektive? Holder evt. sagkyndige sig til at udtale sig om det de reelt er uddannet til, eller er det f.eks. en ergoterapeut eller en sagsbehandler som udtaler sig om psykologfaglige spørgsmål? Er man opmærksom på at projektive personlighedstests i forældrekompetenceundersøgelser ikke er valide ved stressbelastning, som forældrene i disse sager jo i høj grad er udsat for? Bruges psykologiske tests som facitliste til forståelse af forælderen, eller er man opmærksom på at de kun kan bruges til at underbygge eller uddybe det kliniske indtryk? Foretages observation af samspil mellem barn og forælder under normale forhold? Efter tvangsfjernelsen er samspillet jo påvirket af barnets reaktion på fjernelsen, det begrænsede samvær, og forælderens frygt for at miste barnet.
Et sidste spørgsmål, af afgørende betydning er, hvordan barnets forhold til de biologiske forældre får lov til at udvikle sig, hvis anbringelsen bliver en realitet. Om kommunen og plejefamilien formår at rumme de biologiske forældre, også hvis det er svært. Efterreaktioner i forbindelse med samvær kan f.eks. tolkes som re-traumatisering. Hvis barnet har etableret en tryg relation til plejefamilien, og ikke har været udsat for overgreb, er det dog langt mere sandsynligt, at efterreaktioner skyldes, at barnet registrerer disharmoni imellem de voksne omkring det. Her er løsningen ikke at begrænse samværet yderligere, men snarere at arbejde på at udvide det, således at barnet oplever, at der samarbejdes i gensidig respekt, og at det er ok både at elske plejefamilien og de biologiske forældre.
Dorte Brodka arbejder som hypnoterapeut, familiebehandler og vejleder for forældre til anbragte børn (§54 støtteperson).
Kilder:
Ankestyrelsen, 2016: Anbringelse af børn og unge uden samtykke, https://ast.dk; Social- og Indenrigsministeriet, 2015: Lov om social service § 58.
Hertz, S., børne- og ungdomspsykiater, 2012: Diagnoser er ikke forklaringer, kronik i Berlingske 15. januar; Gøtzsche, P., C., Professor, dr. med., 2015: Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse, Art People.
SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 2014: Anbragte børn og unges trivsel, side 7.
World Health Organization, 2016: International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems 10th Revision. 5. Egelund & Thomsen, 2002: Tærskler for anbringelse En vignetundersøgelse om socialforvaltningernes vurderinger i børnesager, SFI.
Dansk socialrådgiverforening, 2016: http://www.socialraadgiverne.dk/Default.aspx?ID=8464
Socialministeriet, 2011: Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser.
Ankestyrelsen, 2012: Kommunernes anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser.
Social- og Indenrigsministeriet, 2015: Lov om social service § 49a.
Müller & Ringsmose, 2015: Pædagogisk kvalitet i store og små daginstitutioner. En rapport om børns trivsel, læring og udvikling i store og små daginstitutioner. Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.
Lausten, Mølholt, Hansen, Schmidt & Aaquist, (2010): Forebyggende foranstaltninger 0-4 år. Dialoggruppe – Om forebyggelse som alternativ til anbringelse, delrapport 2. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.