Som hypnosebehandler møder jeg ofte klienter, som har været gennem flere traditionelle behandlingsforløb, uden tilfredsstillende resultat.
En klient med panikangst, Peter på 32 år, havde til slut, efter behandlingsforløb hos 2 psykologer og en psykiater, fået bevilliget ressourceforløb og mentor af kommunen. Da han kom i min klinik, sammen med sin mentor, var det fordi panikangsten faktisk, efter halvandet år i dette ressource - og mentorforløb, var blevet værre, trods gruppeterapi og undervisning.
Panikangsten var nu så slem, at Peter var ude af stand til selv at tage hjemmefra. Derfor blev han kørt til alt hvad han skulle, enten af sine forældre eller sin mentor. Når han ind imellem havde forsøgt at udfordre angsten, og f.eks. var taget til træning, der hvor han plejede at træne, inden han blev syg, havde han hver gang på forhånd aftalt med enten sin mor eller sin mentor, at de skulle være standby på telefonen og komme og hente ham, hvis han fik et angstanfald. Det fik han hver gang. Derfor overvejede han nu at sige sin lejlighed op, fordi han ikke turde være alene, og alligevel boede hos forældrene det meste af tiden.
Peters historie er ganske almindelig. Det samme mønster kunne gøre sig gældende f.eks. for nogle klienter med svær overvægt, kroniske smerter eller tilbagevendende “nedbrud” med stress. Fænomenet hedder sekundær gevinst. Peter er ikke selv bevidst om det, han vil hellere end gerne være rask, men hans underbevidsthed har besluttet, at han har brug for angsten. Derfor har han ikke haft gavn af sine tidligere behandlingsforløb.
For at hjælpe Peter til at blive rask, må jeg derfor finde ud af, hvad det er angsten beskytter ham imod. Hvordan vil det ændre Peters liv at han bliver rask, hvad er det han, ubevidst, forsøger at slippe for, og er der andre fordele ved at være syg? Mennesker med svær angst er ofte meget insisterende, når de anmoder om hjælp til at håndtere angsten fra deres nærmeste, og som pårørende kan man have svært ved at sige nej. Det er en svær balancegang. For naturligvis skal man hjælpe, men hvis man hjælper for meget, gør man klienten hjælpeløs, og det forværrer angsten. Sådan har det også været i Peters tilfælde.
Hvis Peter bliver rask:
- Vil han ikke længere have “privatchauffør”, men skal transportere sig selv rundt til alt hvad han skal.
- Skal han være “voksen”, har ikke længere sin mors omsorg og sin mor at tale med døgnet rundt.
- Skal han bo alene i sin egen lejlighed, få sin stramme økonomi til at hænge sammen og selv sørge for indkøb, rengøring, madlavning og tøjvask.
- Skal han fortsætte på sit uddannelsesforløb som elektriker, hvilket betyder at han skal tage en praktikperiode om, fordi han ikke gennemførte den sidste.
Så må han bare tage sig sammen, ligesom alle andre mennesker, svarede Peters sagsbehandler, da hun fik problemstillingen forklaret. Men det er en misforståelse. Peter ER syg, det er ikke noget han gør med vilje, hvis han bare kunne tage sig sammen, havde han ikke problemet.
For at hjælpe Peter til at blive rask, må han derfor gøres bevidst om, hvad det er angsten beskytter ham imod, og hjælpes til at håndtere denne problemstilling, så han kan blive glad for sit liv igen.
Comments